Seniorbetjentens gamle ven gennem mere end 40 år, Ray Davies, har netop udsendt sit tredie soloalbum, "Working Man's Cafe"Det lyder jo umiddelbart som en lille produktion og en sen debut for en 63 årig musiker. Men tag endelig ikke fejl af gamle Raymond Douglas Davies. Han er nemlig den legendariske kapelmester, komponist, sanger og sangskriver fra det hedengangne rockband The Kinks, som havde sin storhedstid fra 1960 og frem til 1996, hvor bandet opløste sig selv. Det skete efter flere års svære (og til tider særdeles voldelige) stridigheder mellem Ray D. og dennes bror, superguitaristen Dave Davies, også fra the Kinks.
Siden har Ray Davies dog optrådt flittigt verden over med sine nye bands og - til stor glæde for den gamle Seniorbetjent - med mange af de over 400 gode numre, han skrev og indspillede med The Kinks.
Koncertvirksomheden var imidlertid afbrudt i hele 2004, efter at Ray D. var blevet skudt af en simpel tyv i New Orleans. Han kom sig dog fuldstændig i løbet af et års tid. Senere blev Ray D. af den engelske dronning udnævnt til Commander of the Order of the British Empire. Ved den lejlighed skal majestæten angiveligt have udbrudt: "Hope they get the bastard who shot you, Mister Davies". - Også i de kredse forstår man altså at værdsætte en stor kunstner.
Seniorbetjenten har senest for et par år siden mødt Ray D. i Århus ved en mindeværdig koncert for et meget veloplagt og lydhørt, midaldrende publikum. (Hårtoppene i salen lignede en grå bomuldsmark!).
Slut er de store stadion-koncerter i 70'erne og 80'erne, hvor Ray D. og the Kinks optrådte for 30-60.000 mennesker ved hver koncert. Og skønt Seniorbetejenten bestemt nød stemningen ved de store koncerter dengang, nyder han dog også på sine gamle dage at komme helt tæt på "ikonet" ved nutidens fine og meget mere intime koncerter for 2-3.000 mennesker. - Ja, faktisk føler Seniorbetjenten sig som en 35 årig ung knægt ved en sådan lejlighed. - (Desværre fortager virkningen sig allerede et par timer efter koncertens ophør.)
Seniorbetjenten magter ikke at bedømme Ray D's musik objektivt. Dertil står Ray D. Seniorbetjenten for nær. Men hvis du vil dele Seniorbetjentens ungdomsoplevelser fra 70'erne med ham, så prøv at klikke et par gange på billedet ved Kinks video andetsteds på siden. Filmen er fra en tid, hvor der var en smule liv i en rockkoncert. - (Altså fra tiden før Nik & Jay og Katie Melua !)
Eller du kan låne CD'en "Working Man's Cafe" på TKB's meget velassorterede musikbibliotek og nyde lidt gedigen nutidig "mester-rock"